Jeg har lige læst en artikel på en internetavis, der omhandlede danske artister, der havde forsøgt at få succes i udlandet, primært USA. Faktisk er det overraskende få danske bands og solister, der er kommet i top 10 på den officielle amerikanske hitliste.
Den første i nyere tid er Bent Fabricius-Bjerre, der med Alley Cat i starten af 1960’erne, røg ind på en syvendeplads på hitlisten. De bedst sælgende er, ikke overraskende, Aqua, der havde debutalbummet og singlen Barbie Girl på en 7. plads i slutningen af halvfemserne.
Tre kunstnere, der også har haft nævneværdig succes i USA, ifølge artiklen, var henholdsvis Laid Back, Whigfield, og lige for tiden Medina. De er hver især blevet spillet på airplaylister, som betyder, de er i rotation på de større radiostationer i USA, men egentlig ikke har solgt synderligt mange CD’er.
Artiklen nævner naturligvis også fem eksempler på danske kunstnere, der ikke fik succes. Her i blandt er for eksempel de folkekære, i hvert fald for os danskere, Gasolin og D-A-D, der på trods af engelske tekster, ikke var noget for amerikanerne. I starten af årtusindeskiftet kom både Raveonettes og Junior Senior til USA, og på trods af stor engagement, solgte de stort set ingenting. Inden for det seneste år, er sangerinden, Oh Land, der først lige har fået succes i Danmark, rejst til USA for at prøve lykken. Ind til videre kan hun prale af en plads nr. 184 af de bedst sælgende plader i USA.